Jeg bliver så tit spurgt til råds i forhold til dækken, når jeg har klippet mine kunders heste, og det jo ikke altid lige let at vejlede i forhold til den enkelte hest, men det er selvfølgelig muligt at give en smule vejledning i forhold til mine egne erfaringer.

Netop nu har de fleste heste dækkener på – enten 0gram, 50 gram eller 100 gram. Det er i hvert fald det jeg oftest erfare når jeg kommer ud til mine kunder på nuværende tidspunkt. Og der er ingen fejl i om det er 0 gram eller 100 gram, for det kommer virkelig også meget an på den enkelte hest og hvilket antal gram man vil ende på til vinter ved de lidt hårdere frostgrader.

Som alle ved (om som jeg også gør opmærksom på, så har jeg samarbejde med Horseware og Bot-shop inden for dækken-verdenen), men inden indgåelse af samarbejdet kan jeg kun sige, at det er det mærke jeg hovedsageligt altid har anvendt til mine drenge siden jeg købte Quinthago for snar 8 år siden.

Det er vigtigt at vælge et dækken, der har optimal pasform til den enkelte hest, og nogle gange kan det være en fordel at afprøve flere forskellige producenter eller modeller, før man finder det, der ligger mest optimalt. En god pasform sikrer, at dækkenet retter sig tilbage på plads, hvis hesten for eksempel har rullet sig. Vælg et dækken, der har en god pasform og glat polyesterforring ved bringe- og skulderparti. Det forhindrer friktion og deraf slitage ved især skulderpartiet. Dækkenet skal slutte tæt rundt om halsen uden at stramme eller skabe trykninger ved manken. Derfor er det vigtigt, at dækkenet ligger fremme over manken og ikke skaber slidmærker eller direkte sår i mankepartiet. Hvis hesten er sart ved mankepartiet eller er meget markeret, bør du overveje et dækken med halvhøj hals, som ikke kan give trykninger, eller et dækken med særligt designede puder ved mankepartiet, der beskytter mod trykninger.

Det er vigtigt, at dækkenet giver den enkelte hest god bevægelsesfrihed. For nogle heste er et dækken med V-lukning den bedste løsning, mens det for andre er mere ideelt med en almindelig dobbelt bringelukning. Og hvis dækkenet har benudskæringer, giver det en bedre bevægelsesfrihed. En stor haleklap på de enkelte dækkener giver optimal beskyttelse af lændemusklerne og bagparten, skærmer mod kulde, regn og blæst og dækker ligeledes en del af hestens halerod.

Lige så stor forskel, der er på dækkener, lige så stor forskel er der på antal gjordstropper ved de forskellige dækkenmærker. Ved flere og flere dækkenmærker er der foretaget sikkerhedsforanstaltninger ved gjordstropperne, så sikkerhedsringene knækker og frigiver gjordstropperne, hvis hesten skulle være uheldig at få benet indunder. Det sikrer hesten mod skader, og efterfølgende er det oftest kun mindre reparationer, der skal foretages ved dækkenet, såsom udskiftning af sikkerhedsringene, frem for at hesten får ødelagt hele dækkenet.

Det er derfor også vigtigt, at du får justeret gjordstropperne, så de hverken er for stramme eller for løse. En god huskeregel er, at det skal være muligt at have sin hånd på højkant under gjordstoppen, og at den ikke må være strammere, da det kan resultere i, at gjordstroppen gnaver sig ind i huden.

I dag kommer mange halestropper i elastikform dækket med PVC, så de er lette at tørre af, hvis hesten skulle have gødet på dem, og er altså noget lettere at rengøre end en almindelig nylonhalestrop. Hvis jeg køber et dækken med nylonhalestrop, skifter jeg den oftest ud samme dag med en elastisk halestrop dækket med PVC. Dækkenet bør altid have halestrop, da det hjælper til, at dækkenet ikke har helt så nemt ved at glide ned til den ene side, hvis det ikke har den optimale pasform til hesten. Det ses ved kraftig vind, at dækkenet kan flyve op over bagparten, når hesten vender bagparten imod vindretningen. Herved krøller dækkenet sammen foran og holdes kun på kroppen på grund af krydsgjordene, mens bagparten er udsat for kulde og vind på grund af manglende halestrop. Halestroppen er samtidig en rigtig god foranstaltning ved de heste, der er super dygtige til at kravle ud af deres dækkener.

Netop i går blev jeg spurgt til råds af en af mine klippekunder. Hun havde et 0 grams Amigo Hero regndækken og 430 grams Rambo Supreme vinterdækken og manglede et godt dækken mellem disse to dækner.

Personligt har jeg flere dækner, men anbefaler altid et godt dækken, der er muligt at bygge videre på, hvis man ikke vil have 6 dækner liggende.

Linersystem medfører en masse sammensætningsmuligheder, der kan følge ændringer i vejrforhold og temperatur. Ved at investere i et godt kvalitetsdækken med aftagelig hals, linersystem, høj denier, garanti på vandtæthed og åndbarhed kan du opbygge et dækken med det ønskede antal gram, så det opfylder den enkelte hests behov. Ved køb af for eksempel et yderdækken med 100 gram, aftagelig hals og linersystem opnår du et utal af mulige kombinationer, hvilket betyder, at dækkenet både kan anvendes i efterårs-, vinter- og forårsperioden, da det kan justeres tykkelsesmæssigt ved tilkøb af 100-550 grams linere afhængigt af den enkelte dækkenproducent.

Linerne er ideelle, da de let kan spændes fast indvendigt på dækkenet. De sættes oftest fast med et velcrospænde i hver side ved halsen og i halestroppens øjer. Herved sikrer du, at lineren ikke rutsjer ned på den ene side, men ligger helt optimalt under yderdækkenet. Lineren kommer oftest med et enkelt spænde foran ved bringen og uden gjordstropper. Det er med til at give hesten mere bevægelsesfrihed foran ved bringepartiet og gør, at hesten ikke er generet af en masse unødvendige gjordstropper under maven. Hvis spænderne foran har tendens til at slide på bringen, er det muligt at tilkøbe særlige friktionsfrie pads eller undertrøjer, hesten kan have på under dækkenet. Alternativt skal man gå efter et dækken, der spændes på siden, så der ikke kan opstå slitage foran på bringen på grund af spænderne.

Hvis man pt overvejer et 150 grams dækken vil Amigo Bravo 12 medium 150 gram med disc være mit bud

Alternativt hvis man har et 100 grams dækken i forvejen – kan man lave et 150 grams spring – og investere i Amigo Bravo Plus Medium 250 gram med dobbelt bringelukning

Begge dækkener er med mulighed for anvendelse af linersystem – og skaber derved mulighed for at gå fra det perfekte overgangsdækken til det perfekte vinterdækken.